Kapitel 1: EU som Grøn Frontløber?

FORRIGE KAPITEL          NÆSTE KAPITEL

Undervisningsmaterialet er støttet af Europa-Nævnet

Klimaet er under forandring, det er der ingen tvivl om. Og for at holde de værste klimaforandringer for døren, har det internationale samfund indgået en aftale, der skal holde den globale temperaturstigning i år 2100 på max 2 grader over det niveau, der var før industrialiseringens start i 1800-tallet. Og så skal der arbejdes på at begrænse stigningen til 1,5 grad.
Klimaaftalen kaldes også “Parisaftalen”, og den blev til under FN’s klimakonference COP21 i 2015. 195 lande har underskrevet aftalen, og den træder i kraft fra 2020. Aftalen sikrer, at alle landene har en konkret klimaplan, som de skal arbejde ud fra.
I december 2018 blev man til COP24 i Polen enige om, hvordan implementeringen af Paris-aftalen, skal foregå i praksis.

EU er en helt central spiller i de internationale klimaforhandlinger, både fordi det er en af de store globale økonomier, og fordi EU har en klar agenda om at undgå de værste klimaforandringer i Europa. Samtidig har EU en unik mulighed for at påvirke den globale udvikling i deres retning gennem klimaforhandlingerne.
Som man kan se på figuren på sidste side, er EU blandt de udledere i verden, der har det allerstørste klimaaftryk i gennemsnit per capita. Faktisk udleder en EU-borger lige så meget CO2e* som en borger i Kina, når man ser på udledningen pr. person. I EU arbejder man derfor med klimaudfordringerne på mange planer, og som alle medlemslandene skal forholde sig til.
Helt overordnet har EU fælles klimamål om at:
begrænse medlemslandenes udledninger af drivhusgasser
producere mere vedvarende energi
bruge energi mere effektivt
klimatilpasse medlemslandene, så skaderne begrænses
EU’s klimapolitik besluttes mellem EU og EU-landene. I praksis er det medlemslandenes ministre i Ministerrådet og medlemmerne af Europa-Parlamentet, der i fællesskab vedtager klimapolitikken på baggrund af forslag fra Europa-Kommissionen.

EU vil gerne være mere klimavenlig, og det var da også en af de første helt store spillere til at forpligte sig parisaftalen: Under COP21 præsenterede EU det juridisk bindende mål om, at medlemslandene samlet set skal reducere udledningen af drivhusgasser med 40 % inden år 2030 (sammenlignet med hvad niveauet var i 1990). Bare det, at medlemslandene rent faktisk kunne blive enige, var en stor politisk begivenhed; både fordi de 28 EU-lande varierer meget i deres økonomiske udvikling, men især også fordi de har vidt forskellige interesser i klima- og energipolitikken. F.eks. er selv et land som Polen, der er dybt afhængige af kul, nu nødt til at tage stilling til deres klimapåvirkning, og hvordan de kan få mere bæredygtige former for energi ind i deres system.
Udover 2030-målet har EU også et ikke-bindende mål om i 2050 at have reduceret den samlede CO2e-udledning med 80-95 % sammenlignet med 1990.

Nogle EU-lande skal reducere deres CO2e-udledning i højere grad end andre. Det er EU’s klimaministre og Europa-Parlamentet, der bliver enige om, hvor meget landene hver især forpligtes til at skære ned, men det bestemmes ud fra velstanden i det enkelte land. Derfor har Luxembourg, Sverige og Danmark eksempelvis langt højere reduktionsmål end mindre velstående lande som Bulgarien og Rumænien.
EU har altså klare mål på klimaområdet. Og havde man ikke haft det, ville et land som Danmark – og mange andre – sandsynligvis ikke have haft lige så høje klimamålsætninger som nu. Og så skal man huske, at en stor del af EU’s medlemslande har langt færre grønne interesser end Danmark, og som derfor ville være endnu mere tilbageholdende på området, hvis de selv havde det fulde ansvar for deres klimapolitik. Derfor er det vigtigt, at EU sætter retningslinjer op om klimaet, som alle medlemslande følger.
Hvilke interesser har Danmark på klimaområdet? Husk at indtænke eksportmuligheder.

Europa-Parlamentet og EU’s klimaministre har besluttet, at udledningerne fra transport, landbrug og boligopvarmning i Danmark skal reduceres med 39 % i år 2030, hvis man sammenligner med vores udledning i 2005. Umiddelbart virker det overkommeligt at få CO_2e-udledningen ned inden for det område, fordi vi allerede er godt på vej: Det forventes, at vi allerede i 2020 har reduceret vores udledninger med lidt over 20 % siden 2005 – et mål som i sin tid også blev fastsat af EU.

4.2 EU & CO₂-KVOTERNE

Det andet område, hvor vi skal reducere vores drivhusgasudledning, er inden for energi og tung industri. Her har EU-Parlamentet og EU’s klimaministre besluttet, at EU-landene samlet set skal reducere drivhusgasudledningen med 43 % i 2030, sammenlignet med hvor meget der blev udledt i Europa i 2005. Inden for dette område er de enkelte lande altså ikke direkte bundet op på, hvor meget der må udledes men som samlet enhed.

Man kalder også området for kvotesektoren: Medlemslandene får tildelt et antal CO₂-kvoter, som virksomhederne – f.eks. kraftværker og energitunge virksomheder som stål- og cementfabrikker – får for at kunne udlede en vis mængde CO_2e. Med kvoterne sættes der på den måde et loft over, hvor meget CO_2e der udledes. Virksomheder, som mangler CO₂-kvoter, kan købe af de virksomheder, der har sparet på udledningen eller på anden vis har overskud på CO_2e-kontoen at sælge ud af. Ved at handle med kvoter på kryds og tværs af EU’s grænser, sker reduktionerne der, hvor det økonomisk er mest hensigtsmæssigt.

EU sørger for, at Danmark og de øvrige medlemslande reducerer drivhusgasudledningen i kvotesektoren ved at løbende at mindske antallet af kvoter. På den måde sænkes loftet langsomt for den samlede udledning i EU. I 2020 vil kvoterne være reduceret med 21 % i forhold til 2005, og derfra vil det begynde at gå hurtigere, så CO2-kvoterne er reduceret med 43 % i 2030 og 87 % i 2050.