Dette kapitel handler om global bæredygtig udvikling over de næste 50 til 100 år. Der er fokus på de udfordringer og muligheder, man ser i det globale Syd, bl.a. i forhold naturressourcer og menneskers adgang til dem.

Men for at kunne se fremad og arbejde med den fremtidige udvikling, må man have en idé om, hvordan man forstår den udvikling, vi har været igennem hidtil. Kapitlet begynder derfor med en kort præsentation af tre forskellige perspektiver på de sidste århundreders historie: ‘den økonomiske vækst’, ‘den menneskelige påvirkning’ og ‘den ulige fordeling’. De har hver deres fokus og giver en generel forståelse for, hvordan man kan forstå udvikling ud fra forskellige perspektiver.

Derefter præsenteres en række idéer om den fremtidige bæredygtige udvikling. Her fokuseres der på, hvordan mennesket må tilpasse sig fremover, og hvilke udfordringer og muligheder det kommer til at have for opfyldelsen af menneskelige behov. Kapitlet slutter af med forskellige cases, som tager udgangspunkt i et projekt, om regionale udfordringer og muligheder for en bæredygtig udvikling i det globale Syd.

3.1 Tre perspektiver på de sidste århundreders historie

Figur: Stigning i menneskelig aktivitet siden begyndelsen af den industrielle revolution til år 2000. Kilde: Steffen et al. 2011

3.1.1 Første perspektiv: Den økonomiske vækst

Hvis der er noget, som har været kendetegnet for udviklingen det sidste århundrede, så er det vækst. Der har været vækst på utallige parametre såsom: BNP, befolkning, papirforbrug, motorkøretøjer og nogle af de eksempler, man kan se på figuren til højre.

Den økonomiske vækst  er det, man traditionelt set tager udgangspunkt i, når der snakkes om et lands udvikling. Vækst har været en vigtig forudsætning for de markant forbedrede levevilkår, som man bl.a. ser mange steder i den vestlige del af verden. Her er fattigdom mindsket betydeligt, sundheden forbedret, og der er flere, som bliver uddannet og kommer i skole.

Siden anden verdenskrig har international handel og frie markeder været på den globale dagsorden, og man har oprettet store internationale organisationer som Den internationale valutafond (IMF) og Verdensbanken til at understøtte større international frihandel og økonomisk vækst. Det har givet flere mennesker adgang til materielle forbrugsgoder som mobiltelefoner, fjernsyn, vaskemaskiner, bærbare computere osv. Det er på mange måder en positiv historie, og det er derfor ikke underligt, at vækst, og særligt økonomisk vækst, er i centrum for den politiske og økonomiske debat om fremtidens udvikling.

Figur: Globale ændringer i naturlige systemer siden begyndelsen af den industrielle revolution. (Kilde: Steffen et al., 2011).

3.1.2 Andet perspektiv: Den menneskelige påvirkning

Siden 1980’erne er man blevet mere bevidst om globale miljøproblemer i takt med, at ændringerne i miljøet blevet mere markante:

• Nedbrydningen af ozonlaget
• Klimaforandringerne
• Tab af biodiversitet

Ændringerne i miljøet har stor indflydelse på den menneskelige velfærd. Siden udgivelsen af Brundtland-rapporten i 1987 (se tidslinjen i kapitel 3) har man haft fokus på, hvordan den økonomiske vækst og udvikling har påvirket og forandret vores livsgrundlag: Jorden og biosfæren.

Figuren på næste side viser en oversigt over ændringerne i vores miljø. Her kan man bl.a. se:

• Ændringer i atmosfæren med stigende koncentrationer af drivhusgasser.
• Højere gennemsnitstemperaturer som følge af bl.a. den stigende drivhusgaskoncentration.
• Ændringer i økosystemerne.
• Et stigende tab af biodiversitet.

Den menneskelige aktivitet og udvikling gennem de sidste århundreder har i høj grad været med til at forårsage disse ændringer i biosfæren. Man kan se, at kurverne har samme tendens: De går op ad, år for år.

De sidste århundreders velstandsstigninger har været betingede af, at forholdene i biosfæren har været relativt stabile (så man fx kan producere mad og har adgang til drikkevand). Når biosfærens forhold forandres, har det indflydelse på menneskets mulighed for at udvikle sig økonomisk og socialt. Det betyder, at det kan blive svært at opretholde en fortsat velfærdsudvikling, som den vi har set gennem de sidste mange år. Spørgsmålet er, om mennesket kan tilpasse sig de ændrede forhold, som man kan se komme. Og samtidigt sikre at menneskets livsgrundlag ikke ødelægges, da nødvendiggør mulighederne for at kunne opfylde menneskelige behov – også for kommende generationer.

3.2. Udviklingen frem mod 2030

Figur: “Det forventes, at middelklassen i Syd vil fortsætte med at vokse”. Note: Middelklassen omfatter mennesker, der tjener eller bruger $10-$100 pr. dag (i købekraft svarende til niveauet i 2005). (Kilde: UNDP).

3.2.1 Udfordringen

I 2011 rundende verdens befolkning 7 milliarder mennesker. Der er en forventning om, at den globale befolkning vil stige, så man i 2030 vil være omkring 8 mia. på jorden, og in 2050 omkring 9 mia. Der kommer altså stadigt flere mennesker, som skal deles om ressourcerne.

Den seneste udvikling, specielt i årene inden den finansielle krise begyndte i 2008, har været kendetegnet særligt ved hastig økonomisk vækst i mange lavindkomst og middelindkomst lande. Man forventer, at middelklassen i udviklingslandene vil fortsætte med at vokse (se figur 3), og at der derfor frem mod 2030 vil være en større del af jordens befolkning, der kommer til at gøre krav på jordens begrænsede ressourcer.

3.2.2 Hvilke muligheder giver en øget produktivitet?

Figur: Verdens produktivitetsmuligheder. (Kilde: McKinsey, 2011).

For at imødekomme efterspørgslen på jordens ressourcer, er produktiviteten nødt til at blive øget – eller sagt på en anden måde: Der skal produceres mere effektivt og bruges færre ressourcer på at producere den samme mængde afgrøder – og mere endda, efterhånden som verdens befolkning vokser. Man kan øge produktiviteten bl.a. ved at anvende grønnere teknologier.

Omkring 70-85 % af verdens samlede produktionspotentiale vurderes at findes i udviklingslandene (se figur). Nedenstående figur viser, at hvis man udvider brugen af eksisterende innovative teknologier, vil man kunne øge mængden af det, man producerer, samtidig med, at man holder forbruget af ressourcerne  i produktionen konstant: Energi, vand, land og stål –  alle ressourcer, som der kan blive mangel på i fremtiden.

At potentialet er større i udviklingslandene, skyldes blandt andet, at forudsætningerne for at have et velfungerende marked ikke har været til stede i mange udviklingslande. Markedsbarrierer inkluderer,

• at der ikke altid er klare ejendomsrettigheder. Bønder og lokalsamfund, som har boet i et område gennem mange generationer, har ikke papir på, at de ejer jorden. Det gør det svært at handle med jord og landområder, for hvem ejer hvad?
• at befolkningen ikke har haft tilstrækkelig adgang til uddannelse. Det kan være svært at lave kontrakter om renter og renters renter, når man ikke har lært at arbejde med tal eller at læse.
• at der har ikke været kapital nok til at investere i forskellige produktionsoptimerende teknologier, fordi folk er fattige. Da korruption også er meget udbredt i mange af disse lande, kan det være svært at låne penge, og man er ikke sikker på at få dem igen.

Forbedring af markedsforholdene kan altså hjælpe til at styrke potentialet for økonomisk vækst i mange lande i Syd. Meget af den økonomiske vækst, man har set i fx Kina, skyldes afviklingen af markedsbarrierer som dem, der er beskrevet ovenfor. Det giver internationale virksomheder langt større incitamenter til at investere deres kapital i udviklingslande, hvilket kan føre til:

• Øget vækst og dermed arbejdspladser. Dette kan give en højere levestandarder for mange fattige mennesker i det globale Syd – men vil samtidig også øge presset på begrænsede naturressourcer.
• Fremme udbredelsen af mere avanceret teknologi, som kan øge produktiviteten og derved nedsætte ressourceforbruget i selve produktionen.

3.2.3 Er øget produktivitet redningen?

Selv hvis man mindsker markedsbarriererne, er der stadig behov for yderligere innovation og teknologisk udvikling for at imødegå ressourceudfordringen frem mod 2030. Det er ikke tilstrækkeligt kun at implementere allerede eksisterende teknologi.

En fremtidig bæredygtig udvikling vil kræve, at man går fra en økonomi, der bruger stadigt flere ressourcer til en økonomi, som reducerer ressourceforbruget, genanvender materialer, og nedbringer forureningen. Økonomien skal fortsat  sikre velfærd, sundhed og sociale, kulturelle og økonomiske udviklingsmuligheder.

Det er altså nødvendigt med en forandring af hele det økonomiske fundament, mange samfund bygger på. Forandringen kommer til at gribe ind i eksisterende måder at producere, fordele og forbruge jordens ressourcer på og vil derfor ændre mange aspekter af dagligdagen for mennesker over hele jorden, både i udviklingslandene  så vel som i de industrialiserede lande.

3.3. Det sociale fundament og det miljømæssige loft

Der er mange nye teorier, idéer og holdninger til, hvad der skal karakterisere en fremtidig bæredygtig udvikling. Der er også mange økonomiske interesser, som trækker i forskellige retninger og som forsøger at få indflydelse på udviklingen. Disse teorier, idéer og interesser har afspejlet sig i et væld af nye begreber: Grøn Vækst, Grøn Økonomi, Økologisk Økonomi, Grøn Omstilling, Bæredygtig Udvikling, Bæredygtig Vækst osv. Bag disse begreber ligger der en masse kampe om definitioner, og om hvad der er den ønskværdige udvikling. Det kan være en jungle at finde rundt i, og specielt at forstå, hvad begreberne betyder.

I dette afsnit bliver der taget udgangspunkt i en model, der beskriver den såkaldte ‘doughnut-økonomi’ (på engelsk: the doughnut economy), som man har beskæftiget sig med i 3GF.

Modellen bygger på begrebet om bæredygtig udvikling fra Brundtland-rapporten, Rio-mødet og Rio+20, hvor bæredygtig udvikling defineres som at “imødekomme den nuværende generations behov uden at forhindre fremtidige generationer i at imødekomme deres.”

Doughnut-økonomien tager højde for både de sociale udfordringer som fattigdom, sundhed og uddannelse samt den miljømæssige udfordring som tab af biodiversitet, klimaforandringer osv. Den økonomiske vækst skal altså forgå sådan, at den imødekommer menneskelige behov, som er symboliseret ved den indre ring i doughnutten. Men samtidig skal den økonomiske vækst forgå sådan, at den ikke belaster miljøet og skader fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov, hvilket er symboliseret ved den ydre ring i doughtnutten. Den ydre og den indre ring ligner tilsammen en doughnut – deraf modellens navn.

3.3.1 Hvordan er det inden for doughnutten?

Der findes forskellige løsningsmodeller, som forholder sig til de komplekse sammenhænge mellem det sociale fundament og de planetære grænser. Heriblandt er der f.eks. det, man kalder Cradle to Cradle (vugge til vugge). Det er en ny økonomisk tankegang, som blev etableret i 2002 og understreger behovet for en grundlæggende omlægning af industrien, hvor designet skal forholde sig til varernes tilblivelse og forbrug, og efterfølgende hvordan materialerne kan bruges igen i nye varer – altså fra vugge til vugge.

Formålet er at udvikle produktionsmetoder som i højere grad efterligner naturens egne cyklus, der hverken udtømmer egne ressourcer eller producerer affald. Idéen bygger på en cirkulær økonomisk tankegang. Cirkulær økonomi forstås måske bedst ved at sammenligne med lineær økonomi, som karakteriserer industrien i dag:

Lineær økonomi er et lineært forløb – man udvinder de ressourcer, der skal bruges, producerer sine varer og sælger dem til forbrugerne, som smider dem ud efter brug. Alle varerne er en god sammenblanding af teknologiske og biologiske næringsstoffer, og i sidste ende genereres en masse affald. I løbet af processen er der brugt en masse energi fra fossile brændsler, som i sig selv er en begrænset ressourcer og udleder drivhusgasser.

Cirkulær økonomi er idéen om at genanvende alt, og affaldsprodukter bliver set som ressourcer,  som det også ses i naturen. Denne tankegang skal indlejres i selve designet af produkter, så alle teknologiske næringsstoffer, der ikke kan nedbrydes i naturen, genanvendes i et lukket kredsløb. De biologiske næringsstoffer skal være nedbrydelige og kunne indgå i økosystemer, efter deres formål er udtjent i et produkt. Der bliver derfor ikke produceret affald. Restprodukterne fra én proces bliver derfor til ny “næring”, der kan bruges i en anden proces.

3.3.2 Ressourcepriser og økonomisk gevinst ved genbrug

Genanvendelse af materialer er derfor pludselig blevet en rigtig god forretning, da mange af de materialer, man har liggende derhjemme, f.eks. bygningsmaterialer, møbler, elektronik, biler osv., efterhånden kan sælges til en høj pris på markedet.
Ifølge den cirkulære tilgang har man en forventning om, at man ikke blot kan vinde økonomisk; det kan også have en positiv social effekt ved at skabe nye arbejdspladser i renovationsbranchen i forbindelse med forarbejdning af materialerne, sortering, indhentning og genfabrikering. Samtidig har det også en miljømæssig fordel, fordi det vil reducere udpiningen af jordens begrænsede ressourcer.

3.4. Markedsaktører og incitamenter

I Bogotá, hovedstaden i Colombia, er det lykkedes i genanvendelsesindustrien og byens affaldshåndteringssystem at inddrage de mange mennesker, som hver dag lever af at samle affald, og hvis arbejde normalt ikke bliver anerkendt.

Billede: Bogotá i Colombia. Kilde: Flickr, Street and Travel Art, Creative Commons

Affaldsindsamlere som social gruppe

Affaldssamlerne er generelt en socialt stigmatiseret gruppe både i industrialiserede lande såvel som i udviklingslande. Mange steder er de ikke beskyttet af nogen form for lovgivning, der kan regulere eller beskytte deres arbejde og ret til at arbejde i etablerede affaldshåndteringssystemer.

I Colombia har affaldsindsamlere været en særligt udsat gruppe. Som meget fattige og uuddannede har de været distanceret fra resten af samfundet, og der har været mange tilfælde af vold begået mod dem.

Genbrug og miljø i Bogotá

I mange udviklingslande har genanvendelse ikke været en udbredt praksis og er heller ikke blevet det i takt med, at flere og flere forbruger varer, hvilket genererer en masse affald. Resultatet er derfor en større mængde affald på de store lossepladser, som forårsager højere koncentrationer af metan (Hvorfor lige metan? Evt opg. Metan er en drivhusgas, som er bedre til at absorbere varme end CO₂, og derfor er mere skadelig).

Lossepladserne er ikke underlagt regulering fra staten, så de er mere eller mindre frit tilgængelige for affaldssamlere, som udsættes for adskillige sundhedsfarer såsom spontane små brande fremkaldt af metangasser m.v.

Projekt Pennsylvania

I marts 2010 startede Projekt Pennsylvania, der er et civilt og privat samarbejde mellem ARB (Foreningen for Bogotás affaldssamlere) og fire store internationale virksomheder:

• Carrefour, en fransk detailhandelskæde
• Grupo Familia, en schweizisk og colombiansk virksomhed
• Natura Cosmeticos, en brasiliansk virksomhed
• Tetra Pak, en svensk virksomhed

ARB er en association af organiserede affaldssamlere, som begyndte at organisere sig, da den colombianske regering i 1980’erne begyndte at lukke flere lossepladser. Ved at forbyde affaldssamlerne adgang til lossepladserne fjernede man også flere hundrede familiers indkomst. Det resulterede i, at ARB i dag er en organisation, der er i stand til at lobby kontinuerligt og progressivt for sine medlemmers rettigheder. Denne etablering af ARB muliggjorde Projekt Pennsylvania.

Selve projektet går i sin enkelthed ud på at samle kasserede materialer og sælge det tilbage til industrien. Affaldssamlerne har deres faste ruter, hvor de samler seks forskellige typer af materialer: papir, aluminium, glas, pap, Tetra Pak og andre kartoner og samler affaldet i små affaldsstationer rundt om byen. Tre gange om ugen kører en lastbil rundt til affaldsstationerne, samler materialet sammen og kører det til den store central, hvor affaldet bliver renset og presset, så det i store mængder kan sælges videre til industrien. Alle ansatte i ARB får deres løn udbetalt lørdag morgen og er dækket under en sundhedsforsikring.

Idéen bag projektet er at skabe en struktur, så man fjerner mellemmanden mellem affaldsindssamlerne og virksomhederne, som køber de kasserede materialer. Hver af de fire virksomheder gav finansiel støtte til at starte projektet, så det samlet nåede op på omkring 90.000 amerikanske dollars (omkring 500.000 DKR). I dag er projektet selvopretholdende og forventes at fortsætte på ubestemt tid.

Hvad gavner det?

Socialt har projektet haft en række positive resultater, da erhvervet er blevet formaliseret og socialt anerkendt:

• Affaldsindsamlerne nyder godt af en langt bedre sundhed ved en bedre håndtering af farligt affald og en reduktion af tilfælde, hvor arbejderne kommer i kontakt med giftigt materiale.
• Der er sikret et arbejde for landets fattigste med en ordentlig løn og sundhedsforsikring.

Miljømæssigt gavner projektet, da man reducerer mængden af affald og i stedet genbruger materialerne. Det medfører:

• en lavere koncentration af metan på lossepladserne og en reduktion af andre miljøkonsekvenser forbundet med store mængder affald.
• at når man genbruger materialer i nye produkter, kan man reducere sit energiforbrug ved ikke at udvinde nye råstoffer og dermed også nedbringe sin drivhusgasudledning.
• et formindsket forbrug af ressourcer.

Økonomisk har projektet også nogle fordele:

• Man sikrer en stabil strøm af materialer til virksomhederne til lavere priser, da mellemmanden mellem affaldsindsamlerne og virksomhederne er blevet overflødiggjort.
• Genbrugsmaterialer er billigere end udvinding af nye råstoffer, og virksomhederne kan derfor nedbringe sine omkostninger ved produktion af nye varer.

3.4.2 Markedsaktører

3.5. Cases og eksempler

3.5.1 Turkana-regionen: 

Turkana-regionen er et område, der ligger i den nordvestlige del af Kenya. Der bor omkring 850.000 nomader. De er allerede nu påvirket af klimaforandringerne gennem ændrede nedbørsforhold. De har bl.a. været ramt af en voldsom tørke, som de ikke har set magen til i over 60 år. Det har forårsaget mangel på mad og vand til befolkningen.

Samtidig er der sat to store energiprojekter i gang i regionen:

Lake Turkana Wind Project

I Kenya er de meget afhængige af hydroelektricitet, som står for 60 % af elektricitetsbehovet. Deres hydroelektricitet er dog påvirket af klimaforandringer med flere tørker og pludselige regnskyl, som fører til strømsvigt og mangel på elektricitet. Man er derfor nødt til at få strøm fra flere forskellige kilder for at kunne understøtte den økonomiske vækst, som landet står over for og har brug for.

Nick Nuttall (2012), talsmand for FNs miljøprogram (UNEP), siger, at når omkostningerne forbundet med opførelsen af vindmøllerne først er betalt, er energien næsten gratis. Kombineret med udvidelsen af geotermisk elektricitet ved Naivasha og potentialet for solenergi i Kenya, som endnu ikke er blevet udnyttet, er der nogle, der mener, at Kenya kan blive en nul-udledningsøkonomi på elektricitetsområdet i løbet af de næste år.

Ifølge den britiske NGO Christian Aid er der flere forskellige overvejelser, der gør sig gældende:

• Det ikke en holdbar udvikling at satse på de fossile brændsler for afrikanske lande, da det ikke har potentiale for at skabe energisikkerhed og øget velstand for de fattigste, samtidig med at det ikke imødekommer klimaudfordringen.
• Stater som Sydafrika og Nigeria, der er store olieproducenter, bliver nødt til at revurdere deres nuværende fossile økonomiers mulighed for at kunne sikre deres befolkninger en bæredygtig, økonomisk vækst i fremtiden.
• Der er et kæmpe potentiale for at skifte til en energiforsyning baseret på vedvarende energikilder, som vind og sol. Det er muligt at reducere energifattigdommen i Afrika og samtidig skifte de afrikanske økonomier, så de ikke baseres på store drivhusgasudledninger, men i stedet fremmer en ren og grøn udvikling. Det kræver dog, at de industrialiserede lande anerkender deres ansvar og er villige til at overføre tilstrækkelig teknologi og finansielle midler til en udbygning af den afrikanske infrastruktur til grønne projekter, så man kan tiltrække interesser fra større private investorer.

[tippy title=”example tooltip” href=”http://croberts.me/”]This is my nifty tooltip![/tippy]